Urinprøver til undersøgelse for fx blærebetændelse afleveres i rent urinprøveglas. De kan købes her i lægehuset eller på apoteket. Ellers står der engangsbægre på vores toilet. Urinprøven sættes i bakken på skranken til højre lige ved ankomstterminalen. Skriv venligst navn på. Aflever altid en midtstråle-urin ved mistanke om blærebetændelse, for at prøven skal give så korrekt resultat som muligt.
Indleveres mandag-torsdag mellem kl. 8-9 og mellem kl. 13.30-14.30.
Fredag er indlevering kun muligt mellem kl. 8-9
Urinprøver bør aldrig afleveres i gamle pilleglas, syltetøjsglas, plastikemballage o.l.
Vejledning midtstråle-urin
- Tis først lidt urin i toilettet. Før derefter prøveglasset eller et opsamlingsglas ind i urinstrålen og opsaml lidt urin deri, før den sidste urin tisses i toilettet.
- Hæld urinen i prøveglasset, hvis ikke urinen er opsamlet direkte deri.
- Mærk glasset med navn.
- Udfyld seddel med hvilke symptomer du har.
Ved dyrkning i eget laboratorie, har vi svaret dagen efter at urinprøve er afleveret. Er den sendt til undersøgelse på sygehusets laboratorie, går der typisk lidt flere dage alt efter hvad urinprøven er sendt ind for. Man skal selv ringe til lægehuset, for at få svar på urinprøven.
Urinprøver fra mænd ved mistanke om klamydia:
- Patienten må ikke have ladt vandet inden for de sidste 2 timer før prøvetagningen.
- Den allerførste urin i en vandladning opsamles i urinprøveglasset, det er ca. 10 ml
- Urinprøven opbevares i køleskab indtil aflevering i lægehuset.
Vi har svar på prøven efter få dage.